Så er forårets foredragsprogram kommet!
Endnu engang kan du komme med til de offentlige foredrag i naturvidenskab på Museum Give, direkte fra Søauditorierne ved Århus Universitet.
tirsdag 27.02: Jagten på den perfekte vejrudsigt
Hvordan laver meteorologerne egentlig en vejrudsigt? Og hvilke mekanismer er det der styrer vejret og atmosfærens udvikling? Få svar på det og meget mere når ”vejr-eksperterne” Jesper Eriksen og Eigil Kaas fortæller om deres forskning og arbejde for at lave den perfekte vejrudsigt.
tirsdag 12.03: Hvor længe kan vi og vores celler leve?
Vi lever længere og længere, og vores helbred er bedre end tidligere generationers. Men kan det blive ved at gå fremad? Eller er vi ved at nå en grænse for menneskets livslængde og helbred? Aldringsforskerne Tinna Stevnsner fra Aarhus Universitet og Kaare Christensen fra Syddansk Universitet vil fortælle om alt dette og meget mere når de holder foredrag om aldring af kroppen og dens celler.
tirsdag 19.03: Bomben
Atombomben kom til for over 75 år siden og præger stadig vores verden i dag. Kristian Hvidtfelt Nielsen og Hans Otto Uldall Fynbo vil fortælle om hvordan bomben blev til og ændrede verden, og om fysikken i hvordan atombomber virker.
Bomben har ændret den måde vi lever på – spørgsmålet er: kan vi leve med bomben?
tirsdag 16.04: Menneskedyret Homo sapiens
Vi mennesker er et tilfældigt resultat af en broget evolutionsproces, og vi er en anatomisk rodebunke med lån af organer fra vores tidlige forfædre. Vores adfærd er i høj grad styret af menneskedyrets biologi og forhistorie og ikke vores frie vilje alene. Hør sansefysiolog Peter Teglberg Madsen fortælle om dette og hvordan vores adfærd i høj grad styres af menneskedyrets biologi og forhistorie – og altså ikke, som vi normalt foretrækker at tro, vores frie vilje alene.
Du kan også følge med og læse om tidligere foredrag på Århus Universitets hjemmeside: Offentlige foredrag i Naturvidenskab (au.dk) og på Facebook: Offentlige foredrag
Offentlige foredrag i Naturvidenskab
Med foredragsserien Offentlige foredrag i Naturvidenskab kan du komme tættere på de nyeste opdagelser og erkendelser inden for naturvidenskab. Det er forskere som forelæser, niveauet er højt, og du vil blive udfordret, men du kan få udbytte af alle foredrag uanset dine faglige forudsætninger.
Vær med når danske forskere fortæller om bl.a. atombomben, cellers aldring og Homo sapiens.
Du kan kun opleve foredragene mens de afholdes og kun på de steder, der som Museum Give er vært for foredragene. Foredragene bliver ikke tilgængelige på nettet efterfølgende.
Der er fri entré og du kan købe kaffe/te og kage, pris 40 kr.
Foredraget starter kl. 19. Mødetid fra 18.45.
Et foredrag varer typisk to timer inkl. en pause midtvejs på 20 minutter samt en session til slut hvor forelæseren svarer på udvalgte spørgsmål indsendt af publikum under foredraget via SMS og Twitter. Nogle forelæsere svarer tilmed efterfølgende skriftligt på de spørgsmål som der ikke var tid til at besvare under foredraget.