Hanne Thomsen fratræder stillingen som museumsleder
Hanne Thomsen, Museum Give, fratræder som museumsleder med udgangen af 2023 for at tiltræde stillingen som direktør for De kulturhistoriske Museer i Holstebro den 1. januar 2024.
”På bestyrelsens vegne vil jeg sige Hanne Thomsen tak for den store indsats hun har ydet. Museum Give står overfor en spændende udvikling i de kommende år. Det ansvar skal løftes af en dygtig ny leder, som vi går i gang med at finde”, siger Bestyrelsesformand Kjeld Kristensen.
Hanne tiltrådte som museumsleder i sommeren 2020, og hun har med stor faglighed og engagement været drivkraften i at få formuleret rammerne for et fremtidssikret Museum Give.
”Jeg har været meget glad for arbejdet med omstillingen af museet fra Give-Egnens Museum til det, der i dag er Museum Give, men da muligheden kom for at blive museumsdirektør ved De Kulturhistoriske Museer i Holstebro opstod, kunne jeg ikke sige nej”, siger Museumsleder Hanne Thomsen.
Hanne Thomsen har stået i spidsen for en gennemgang af udstillinger, registrering af museets samlinger og udfærdigelse af nyt prospekt for museet, så vi i dag er klar til at arbejde på nye udstillinger. Udstillinger som vil give museet en stærk profil som museum – både i et nationalt, regionalt og lokalt perspektiv. Et museum, som beskriver livet og udviklingen på Vejle Vesteregn, og hvor ’Hedens kulturhistorie’ er omdrejningspunktet.
Lige nu arbejder Museum Give med planlægning af de nye udstillinger. Det kræver et omfattende arbejde med at afdække og være i dialog med fonde, som kan tænkes at ville bidrage økonomisk til etablering af disse.
Bestyrelsen igangsætter arbejdet med at ansætte en ny leder til museet. Et job, som har sin helt store attraktion i kraft af, at lederen skal stå i spidsen for udviklingsopgaven at skabe et nyt og spændende Museum Give.
Indtil en ny leder kan tiltræde, har bestyrelsen besluttet at konstituere Rune Thøgersen Clark fra den 1. januar 2024 som leder af Museum Give. Han har været inspektør på museet siden 2020.