På kanten af en ny tid
Invitation
Venner og samarbejdspartnere af Museum Give inviteres hermed til udstillingsreception for På kanten af en ny tid og tiltrædelsesreception for museumsleder Mathias Christiansen Broch
Fredag den 3. maj
Kl. 14.00
På Museum Give
Vi vil begynde med at byde vores nye museumsleder Mathias Christiansen Broch velkommen til museet. Derefter vil vi fejre åbningen af vores seneste udstilling:
På kanten af en ny tid
Vi vil servere forfriskninger og byde dig velkommen til at udforske den nye udstilling.
Du er er velkommen til at medbringe en kollega eller ledsager. – Vi beder blot om, at du venligst tilmelder jer på: booking@museumgive.dk
Vi håber meget at se jer den 3. maj i Give.
Om udstillingen:
Leg dig tilbage til 1910 med museets nye udstilling
Museets nye udstilling ‘På kanten af en ny tid’ tager hele familien med på en rejse tilbage til den danske hede i 1910: Lav mad i det gamle køkken, prøv kræfter med at karte uld, oplev de medrivende personfortællinger og autentiske rekvisitter i hedebondens hjem i en tid, hvor samfundet ændrede sig radikalt med hedeopdyrkningen og overgangen til kartoffelproduktion.
Når museet den 3. maj slår dørene op til udstillingen ‘På kanten af en ny tid’ inviteres gæsterne med tilbage til starten af det tyvende århundrede på slægtsgården Nygård på Vejle Vesteregn. Her fortælles et unikt kapitel af Danmarkshistorien i børnehøjde.
En ny tid på heden
Den første halvdel af 1900-tallet førte store forandringer med sig for befolkningen her. De stod på kanten af en ny tid. Hedeopdyrkningen var endelig lykkedes, og hedebønderne kunne nu i højere grad end tidligere drive landbrug med dyreavl og kartoffelproduktion. I første omgang til eget brug, men siden med henblik på videresalg. En stemning af iværksætteri og virkelyst prægede egnen.
Med personfortællingerne i centrum, autentiske rekvisitter og gården som unik ramme, formidler særudstillingen på en inddragende måde, hvordan livet på egnen udspillede sig for befolkningen, mens samfundet og mulighederne ændrede sig.
Udstillingen er en gentænkning af museets Hedegårdsudstilling. Historien udspiller sig således i denne autentiske ramme, og ved brug af lys og mørke, lyd og ny indretning inviterer museet gæsterne ind i en del af Danmarks historien.
Udstillingen åbner den 3. maj 2024.