Tak fordi du overvejer at donere genstande til museet
Før du tager turen til museet, anbefaler vi dog at du læser nedenstående grundigt igennem .
Bag museets udstillinger og de genstande, du som gæst ser og oplever, gemmer sig museets store samling af genstande, arkivalier og billeder, der opbevares på vores magasiner. Nogle genstande vil engang imellem blive hentet ind for at blive udstillet, men hovedparten gemmes og indgår i museets forskningsarbejde samt bidrager til at bevare historien for eftertiden.
Det er derfor ikke sandsynligt, at du vil kunne finde dine afleverede genstande i museets udstillinger.
Museet modtager gerne genstande der mangler i vores samlinger.
Museum Give får tilbudt mange genstande, men da vi imidlertid samler ind med bestemte formål og har begrænset magasinplads, forbeholder vi os jævnligt retten til at takke nej til genstande.
Hvis du ønsker at donere en genstand til Museum Give, så skal du henvende dig, via mail, til vores samlingsansvarlige inspektør: mcb@museumgive.dk
OBS: Museet tager ikke imod genstande, der bliver indleveret til museet uden aftale.
Ved henvendelse vil en museets fagpersonale vurdere om genstanden(e) kan indlemmes i samlingen, derfor bør alt information der kan være relevant for vurderingen medsendes, samt et eller flere billeder af genstanden(e).
Eksempler på hvad vi gerne vil vide om en genstand:
– Hvor stammer den fra?
– Hvor i landet har den været brugt og af hvem?
– Hvornår er den fra og hvor længe har den været i brug?
– Hvad har den været brugt til?
– Knytter der sig en særlig historie til genstanden?
Ønsker museet at tage imod din genstand, vil du blive bedt om at udfylde en indkomstseddel, sedlen indeholder en udførlig beskrivelse af hvilke genstande der er afleveret. Og hvis der hører en særlig historie med genstanden(e), vil museet gerne have dem med på skrift.
Med den udfyldte indkomstseddel, skriver du under på, at Museum Give er den nye ejer af genstandene, og at de vil blive indlemmet i museets gentandssamling eller rekvisit-samling. Og såfremt det indleverede ikke er relevant eller er blevet svært beskadiget, forbeholder museet sig ret til at kassere det.
Arkivalier og Fotos:
Ønsker du at aflevere dokumenter, lyd- eller filmoptagelser, fotos eller andet arkivmateriale, bedes du henvende dig hos arkivet, enten pr. mail eller i arkivets åbningstid.