“Julen er gammel og julen er nu
Julen er aldrig det samme
Julen er ligesom et morgen-gry
Et nyt maleri i en ældgammel ramme
Julen består selvom årene går
Derfor ved vi, vi får en alletiders jul i år”
(Alletiders Jul, Pyrus)
Fra den 1. december trækker museet i juletøjet!
I vores udstillinger har vi prydet hvert hjørne med julestemning, og på Hedebondens gård har nissen indtaget stedet og forvandlet laden til et sandt slaraffenland for juleklip og hygge!
Derudover tilbyder vi julekoncerter den anden og tredje søndag i advent på museet. Læs mere nedenfor for at få alle detaljerne.
Julekoncerter
Martin Rauff-Nielsen &
Mette Katrine Jensen Stærk
Søndag den 10. december har vi fornøjelsen af at kunne præsentere en koncert med Martin Rauff-Nielsen og Mette Kathrine Jensen Stærk.
Mette Kathrine beskriver sig selv som en jordnær folkemusikker, komponist og fortæller, der trækker fortællinger med i hendes musik og musik ind i hendes fortællinger.
Martin Rauff der selv er fra Give er musikker og forfatter, og spiller normalt amerikansk folkemusik og danske folkeviser.
Der er lagt op til en fantastisk eftermiddag med folkemusik i julemørket!
Museet er åbent kl. 13-17. og koncerten starter kl. 15.
Voicing
Søndag den 17. december kan koret Voicing opleves på Museum Give.
Voicing er et ambitiøst rytmisk kor fra Aarhus, med 15 dygtige sangere, de lægger vægt på den fede lyd og et varieret repertoire af nye og ældre og kendte og mindre kendte numre.
Til koncerten på Museum Give medbringer de et bredt udvalg af julesange, salmer og kalendersange som kan sætte julestemningen!
Museet er åbent kl. 13-17. og koncerten starter kl. 15.
Jul på hedegården
Træd ind på Hedegården, hvor I kan opleve julehygge og den stemningsfulde atmosfære, med juletræet på gårdspladsen der kaster sit blide skær over udstillingen.
Lad børnenes kreativitet blomstre i den særligt pyntede julelade, hvor de med juleaktivitetspakken vil kunne lave julepynt og andre kreative ting!
Juleaktivitetspakken koster 45kr. kan købes i museumsbutikken.
Julebutik og Kagebord
Find en julegave til dine nærmeste i museumsbuikken, der er klar med et smukt udvalg af sæsonens julevare.
Køb lækker kaffe og kage og nyd det i museumscaféen efter en dag på museet!