Projektudgivelser
Mange lokal- og egnsmuseer har store samlinger af redskaber og værktøj fra lokale håndværkere, indsamlet i museernes ungdom i første del af 1900-tallet. Genstandene i disse håndværkssamlinger er fra årtusindskiftet og frem jævnligt blevet ofre for udskillelse af de statsanerkendte museer. Begrundelsen har været, at håndværksredskaberne fyldte for meget og ikke passede ind i museernes fremtidige strategier.
I VAERK – Museumssamlinger, politik og opbygning argumenterer en række museumskyndige for, at håndværkssamlingerne faktisk indeholder fortællinger, som nu eller i fremtiden kan bringe værdi til kulturhistorien og kaste lys over mennesket, før maskinerne for alvor overtog håndværkets arbejde.
VAERK – Museumssamlinger, politik og opbygning bringer nye indsigter i registreringspraksis, bevaringsindsatser, indsamlingsmetoder og formidlingspotentialer af værktøj og andre nedprioriterede genstandsgrupper i museernes samlinger.
Bogen kan købes i museumsbutikken.
Projektet Museumssamtaler (2021-2023) er baseret på en undersøgelse af unge i 10. klasse, der belyser, hvordan de unge oplever at blive mødt af Nationalmuseet i København og Museum Give, og hvordan de gerne ville mødes.
Projektet er støttet af Slots- og Kulturstyrelsen som en del af puljen til kvalitative undersøgelser af underrepræsenterede brugergrupper på de statslige og statsanerkendte museer.
Målet for projektet har været at informere museernes kontinuerlige arbejde med formidlings- og læringsaktiviteter og -formater til unge. Foruden viden og indsigt har det også været projektets ambition at præsentere en række anbefalinger fra de unge til museerne samt at konstruere en værktøjskasse med relationsskabende metoder.
Værktøjskassen kombinerer etnografiske metoder og codesignmetoder, som andre museer og udstillingssteder kan drage nytte af til egne brugerundersøgelser.